Om Kaosidyl

Hvem står bag Kaosidyl?
Kaosidyl administreres af mig, René Krøll. Jeg er 44 år, jeg er uddannet bibliotekar og arbejder som digital bibliotekar på Ballerup Bibliotekerne. Ud over at være bibliotekar, det har jeg erhvervet mig en PRINCE2 Foundation certificering og fået et bevis på at jeg kan lede et projekt. Om jeg så vil satse på en fremtid som projektleder er en anden sag 😀

Hvad handler Kaosidyl om?
Kaosidyl er en side der handler om lidt af hvert. Her vil du kunne finde anmeldelser af film, bøger, musik osv. samt personlige indspark omkring alt mellem himmel og jord.

Kaosidyl er et udtryk for mine meninger og holdninger, og hvad jeg skriver det jeg mener i de forskellige anmeldelser uanset om jeg har fået eller købt den pågældende bog, tv-serie, film osv. Jeg modtager gerne anmeldereksemplarer af de forskellige ting jeg anmelder, men forbeholder mig retten til at afvise et givent produkt hvis jeg ikke mener det er noget for mig. Jeg vil hellere sig nej tak til en film eller bog end at kæmpe mig igennem noget jeg ved ikke er for mig og så dermed komme med en dårlig anmeldelse baseret på dette.

Kaosidyl er skabt ud fra tanken om, at der altid vil være en masse ting mellem det kaotiske og det idylliske som man har lyst til at skrive om. Jeg ville gerne have fundet på et mere fancy navn, men jeg er åbenbart lidt fantasiløs.

Billeder og kopiering
Billederne på Kaosidyl er en blanding af egne billeder, billeder lånt fra forhandlere og forlagenes egne hjemmesider. Tekst er skrevet af mig selv, med mindre andet er angivet. Tekst skrevet af mig selv og billeder taget af mig må ikke kopieres uden tilladelse fra mig.

Fun/weird facts
Jeg har læst hele mit liv, blandt andet på opfordring af mine forældre. Underlig eller sjov fakta: En af de første ting jeg nogensinde læste, var Lademanns 20 binds leksikon i en alder af 8 år.

Mine favoritgenrer er fantasy og science fiction, og jeg har på det seneste læst flest Young Adult bøger, da det er i denne genre der er kommet mest nyt hvor fantasy eller science fiction er indblandet. Jeg læser dog ikke ret meget paranormal romance, dvs. ingen Twilight, True Blood (har dog set serien) osv. Jeg kan dog godt lide at lave afstikkere til krimi- og spændingsgenren, da et godt mysterie altid er sjovt. Dette gælder også for film og serier, men der er nok større chance for at jeg kan overtales til at se en paranormal romance film frem for at læse en bog i genren.

Velkommen til Kaosidyl, håber dit ophold her lever op til dine forventninger.