Forsøgsordningen med kørekort til 17-årige

forsøgsordningenForsøgsordning kommer snart
Så er forsøgsordningen med kørekort til 17-årige vedtaget.

Kravet for at de må køre som 17-årige bliver, at der skal sidde en erfaren bilist ved siden af dem. Den erfarne bilist skal være minimum 30 år og må ikke have haft frakendt sit kørekort i de seneste 10 år – hverken betinget eller ubetinget.
Af 179 folketingsmedlemmer stemte 101 for forsøgsordningen, som de forventer vil nedbringe ulykker blandt yngre bilister.

Bekymringerne
Dog er der bekymring fra Dansk Kørelærer Union (DKU). DKU er ikke sikre på, at flere timer med mor eller far ved siden af vil hjælpe på antallet af ulykker, men at der skal en holdningsændring til blandt de unge for at nedbringe ulykkerne.

Politiforbundet har også luftet deres bekymringer, da det vil betyde at endnu flere bilister skal kontrolleres end før, og vi ved alle hvor glade man er for at blive viftet ind til siden af politiet.

Forsøgsordningen bliver dog bakket op af Rådet for Sikker Trafik.

Min egen holdning til forsøgsordningen
Jeg er lidt i vildrede omkring det her, for det første vil det nok ikke hjælpe at der sidder en erfaren bilist ved siden af, for denne bilist vil automatisk påvirke den 17-årige med sine egne dårlige vaner, og vi kan lige så godt indrømme det, vi har alle sammen dårlige vaner når vi kører bil. Den store forskel på os og kørelærerne er, at de har en tjekliste at gå ud fra med ting du skal lære på den måde det står beskrevet uanset hvad læreren siger eller gør.

En anden ting, du finder ikke en eneste bilist som villigt vil installere ekstra pedalsæt i sin bil som kørelærerne har det. De er der for en grund, en der er ved at tage kørekort kan nå at blive standset af kørelæreren inden de brager ud fra et kryds hvis de ikke har set en der kommer fra højre eller venstre. Det bliver fandens svært for far eller mor at bremse bilen når først arvingen er begyndt at trille ud i krydset, og så er det ulykken sker.

Som DKU siger, så skal der nok en holdningsændring til blandt de unge. De skal lære, at når de sætter sig ind bag rattet i en bil, så er det ikke for at køre som om de har ild i røven, men for at komme rundt i landet. De skal respektere at det er en maskine der, hvis den rammer andre eller et hårdt objekt, kan slå folk ihjel, inklusiv dem selv.
Den dag hvor det sker, så vil jeg intet have imod at 17-årige får lov at køre bil med en erfaren bilist ved siden af dem.

Med hensyn til politiets bekymring, så burde der være flere betjente på vejene. Det ville hjælpe kraftigt med at nedbringe færdselsovertrædelserne og dermed gøre det mere sikkert at køre på de danske veje.

Man kan læse det fremsatte forslag her og det vedtaget her.

Hvornår sker det?
Hvornår forsøgsordningen træder i kraft vides ikke endnu, da det er under afklaring med Rigspolitiet.

Og så lige en anden ting som kom igennem i samme omgang i folketingssalen. Alderen for at få knallertkørekort bliver sat ned fra 16 til 15 år, og denne lov træder i kraft 1. oktober.

Foto: Kim Haugaard/Scanpix Denmark

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.