Den hemmelige hær – Henderson’s Boys 3 af Robert Muchamore

Henderson's Boys 3Så er Henderson og ungerne tilbage
Den tredje bog i Henderson’s Boys serien, som er en prequel serie til CHERUB serien, er en “obligatorisk” træningsbog.
Muchamore giver os med denne bog et indblik i hvad der ellers skulle til for at arbejde bag fjendens linjer under 2. verdenskrig. Jeg forstår godt, at bogen er en nødvendighed, men når man tænker på det er en børnebog, går der lidt for meget palaver i den, når Henderson har modstandere der forsøger at standse projektet både i militæret og på hjemmefronten og disse fylder en stor del af bogen på den ene eller den anden måde. I de to første bøger “Flugten” og “Ørnedag” er der fokus på en større ting med masser af fart over feltet. I denne bog er tempoet sat betydeligt ned, dog med enkelte undtagelser, f.eks. når de skal lære at slås, at infiltrere de organisationer, de skal skaffe informationer fra og at springe i faldskærm og undgå at blive fanget for at bestå uddannelsen.

Handlingen i bogen
Det meste af bogen foregår i England og Skotland, så forventer man en masse nazister der jagter hovedpersonerne bliver man skuffet. Charles Henderson træner med hård hånd sine grupper af børn, men hans nærmeste overordnede truer med at lukke enheden ned før den endnu er kommet i gang. Paul, Rosie, Marc og PT, sammen med de nye rekrutter Luc og Troy, bliver nødt til at bevise deres værd for at sikre enhedens fremtid.

Bogen starter med at Marc er ved at få fjernet den stump tand han har tilbage efter han blev slået af Gestapo i den første bog. Efterfølgende overnatter Henderson og Marc i en Gentlemans Club som bliver bombet af tyskerne. Det lykkes Marc at redde en officer ud af flammerne. Dette indbringer ham en gave og en admirals opmærksomhed, og hjælper enheden med at få en plads på faldskærmskurset.

En del af deres uddannelse foregår i en afsidesliggende landsby i Skotland, her får de faldskærmuddannelsen som bliver efterfulgt af en øvelse. CHERUB holdet, og grupper af polske, norske og franske SOE agenter, bliver smidt ud med faldskærm i det nordlige England og instrueres i at stjæle en antiluftskytskanon og levere den til Kings Cross station i London inden for 48 timer. På trods af den før omtalte overordnedes forsøg på at sabotere deres øvelse, ender de med at levere hele to antiluftskytskanoner.

Personerne
Der bliver introduceret flere personer til CHERUB holdet, både på den operative side, men også på den administrative og strategtiske side. Man lærer hold B at kende, selv om hovedpersonerne fortsat er de oprindelige børn. Man lærer et par af instruktørerne at kende, f.eks. Takada deres idrætslærer, og Fru Donelley som lærer dem alle sammen engelsk og matematik samt Hendersons ustabile kone plus en ordenlig omgang edderkopper.

Et par af de oprindelige børn udvikler sig også gennem bogen, blandt andet finder Marc ud af, at han nok lider af højdeskræk, ikke noget han havde set komme.

Henderson’s Boys 3 samlet set
Samlet set er bogen en fremragende beskrivelse af, hvordan livet var for SOE agenter når de ikke var på mission. Der var en masse træning, og så bare for god ordens skyld lidt mere træning. Men sådan er det stadigvæk den dag i dag. Muchamore er god til at beskrive tingene, og han formår at lede læseren nemt igennem bogen, også selv om den ikke er fyldt med lige så meget action som de to første i serien.

Bogen er udgivet på engelsk i 2010 og på dansk i 2013. Den er på 363 sider på engelsk og 269 sider på dansk. På engelsk er den udgivet af Hodder Children’s som er en del af Hachette og på dansk er den udgivet af People’s Press (Junior delen). Bogen kan købes hos diverse boghandlere og lånes på biblioteket på engelsk og på dansk.

Kaosidyl giver bogen:
rating5

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.