Codex Alera serien af Jim Butcher

Codex Alera serienLegioner og elementånder
Har du nogensinde undret dig over hvad der blev af Legio IX Hispana, den 9. romerske legion som forsvandt fra annalerne omkring år 120? Så skal du ikke undre dig længere, de forsvandt nemlig ind i en anden verden hvor de fortsatte deres virke og grundlagde et imperium som Codex Alera foregår i.

Inspirationen til serien kom fra et væddemål som Jim Butcher blev udfordret til af et medlem af Del Rey Online Writers Workshop. Udfordringen lød på, at Jim Butcher ikke kunne skrive en god historie baseret på en skod idé, og han mente helt bestemt at han kunne gøre det ved hjælp af hele to skod ideer og medlemmet måtte vælge. De to ideer blev “Forsvunden romersk legion” og “Pokémon”.

Advarsel, dette indlæg er meget langt da det dækker hele serien på 6 bøger.

Codex Alera serien
Codex Alera er en fantasy bogserie af Jim Butcher som udkom fra 2004 til 2009, så det er ikke en ny serie. Men tit er det sådan med denne type bøger, at de aldrig når Danmark i bred forstand, men kun hvis man enten kender forfatteren i forvejen eller der lige sidder en supernørd og får fat på bøgerne.

Jeg vil forsøge ikke at komme med spoilers ned gennem dette indlæg, men enkelte steder kan det sker at de forekommer.

Der er 6 bøger i serien, og de skal læses i rækkefølge for at de ting der sker giver mening.

De 6 bøger er i rækkefølge:

Furies of Calderon
Academ's Fury
Cursor's Fury
Captain's Fury
Princep's Fury
First Lord's Fury

Serien følger en ung mand ved navn Tavi. Han bor i landet Alera, som ligner det gamle Rom i sin opbygning med en First Lord (kejser), et senat og en masse adelige. Hver Aleraner har en vis grad af styring af elementære kræfter eller ånder kaldet furies, med undtagelse af Tavi. Det er meget usædvanligt at han ikke har denne evne, og han bliver derfor betragtet som lidt af en særling. Da den aldrende First Lord kæmper for at bevare sit greb om en verden på randen af ​​borgerkrig, skal Tavi bruge intelligens og snarrådighed for at redde Alera.

Bøgerne foregår i verdenen som hedder Carna, her ligger landet Alera. Alera er en del af et stort kontinent, som ud over Alera også beboes af Isfolket mod nord. Alera er forbundet med et andet stort kontinent mod øst som bebos af Marat via en landbro. Det er på denne landbro at Calderon Valley er placeret. Over havet mod vest ligger kontinentet Canea som bebos af Canim, denne race laver regelmæssigt blodige angreb på Aleras vestkyst.

Kort over Alera – Tryk på kortet for stor udgave

De forskellige typer af elementærånder (furies) i Codex Alera
Furies er elementærånder (jeg vil benytte de engelske ord da det giver mere mening), som berører alle aspekter af Alera. Nogle er små og kan ikke ses, og andre er stærke nok til at manifestere sig når deres livspartner (man har en fury hele livet) fremmaner dem. Der findes også store furies, de manifestere sig som geografiske formationer med stor elementært magt, såsom vulkaner og oceaner. Langt oftere bliver disse holdt tilbage eller provokeret til handling end befalet, og det er kun brugere med en usædvanlig styrke som kan klare dette. Mange Aleranere er uvidende om de store furies faktiske eksistens, og ser dem mere som noget mytisk end reelt.

Der er 6 forskellige typer af furies i Alera: Vand, ild, luft, jord, træ og metal. De har hver deres område de benyttes til, for eksempel bliver vand brugt til healing. Kun de mægtigste behersker mere end en type fury, og det er som regel disse som sidder på magten i form af borgerskab og adel.

De forskellige racer i Codex Alera
Aleranerne: Aleranerne er mennesker, og de har taget navn efter landet de bor i. Deres imperium spænder det meste af et helt kontinent, men de presses på alle sider af fjender. Regeringen er et feudalt monarki med institutioner der stammer fra det romerske imperium. Regeringen ledes af en enkelt patriarkalsk monark, First Lord som styrer de forskellige High Lords. Senatet er det politiske organ for imperiet, de laver love og giver statslige bevillinger. Alle High Lords og senatorer er en del af et aristokrati kaldet Borgere, samme gruppe inkludere også de aleranere som ikke er High Lords men dog adelige. Borgerne er ens i status til romerske patriciere.

Det Aleranske militær er organiseret i legioner ligner dem, der anvendtes af romerne. Enhver High Lord har tilladelse til og er ansvarlig for at opretholde tre hele legioner (indeholdende riddere og fodfolk) og en gruppe af bodyguards (singulares). Hver legion har svoret loyalitet til deres High Lord. Dette forårsager problemer når der er konflikt mellem First Lorden og en High Lord.

Canim: Canim er store menneskelignende ulvevæsner og dygtige krigere. Deres samfund er kasteopdelt hvilket giver anledning til en del politisk infight (og ja ordet findes på dansk). De fleste aleranere har kun stødt på Canimerne når disse har plyndrede Aleras vestkyst.

Icemen: Man ved meget lidt om Icemen, bortset fra at de er fjender af Alera og kun bliver holdt i skak langs den nordlige kant af imperiet på grund af Shieldwall. Icemen beskrives som værende abelignede skabninger, den højeste på størrelse med en legionær, men med bredere skuldre og brystkasse.

De gør brug af betydelige mentale kræfter til at kommunikere deres følelser. Brugen af ​​denne evne er også til rådighed for watercrafters, og det er antydet, at de udøver en form for kontrol over vejret. Deres militære bevægelser er næsten altid ledsaget af snestorme.

Marat: Maraterne er en sølvhåret og bleg menneskerace der bor på et kontinent øst for Alera og som er forbundet via en landbro hvor Calderon Valley ligger. Maraterne er på mange måder blot barbariske mennesker, men deres kultur og fysiologi viser flere vigtige forskelle. Herunder nattesyn, ekstraordinære fysiske evner og en meget højere kropstemperatur end Aleranerne. De er en aggressiv race, der tit kæmpe hinanden. Maraterne binder sig til et andet væsen (for eksempel en ulv, hest og lignede) og kalder dette væsen deres Totem (Chala), når de er bundet til et væsen begynder de at antage mange af væsenets styrker og evner.

Vord: Der vides kun lidt om Vord. De beskrives gentagne gange som en “alien” race, men ingen ved, hvor de kommer fra. Vord blev oprindeligt fundet i Alera i Voksskoven, hvor deres dronning sov. Ifølge Marat tradition, er de formskiftere. Dette er på grund af deres evne til at overtage kroppe uanset hvad væsen det drejer sig om.

De normale Vord spejdere (kaldet Keepers) ligner ​​store edderkopper og kan se infrarødt. De lever af en gennemsigtig, voksagtig masse kaldet croach. Efter Vord dronningen blev vækket, begyndte hun at producere Vord krigere, disse Vord krigere påtager sig egenskaberne fra dem de angriber og har stor styrke. Står de for eksempel overfor Aleranere, antager de menneskelignende former.

Persongalleriet i Codex Alera
Jeg benytter de engelske ord for de forskellige fury evner personerne har, da danske oversættelser ikke giver den helt store mening.

Tavi: Tavi er den primære hovedperson i alle 6 bøger. Han er så vidt vides den eneste Aleraner som ikke har en eneste fury. Han benytter derfor sin snarrådighed til at komme ud af de problemer han altid ender op i. Tavi er 15 år når serien starter og man følger hans udvikling på vej mod at blive voksen.

Amara: Amara er grevinde, cursor og windcrafter. Hun hører til blandt First Lordens mest betroede cursorer.

Bernard: Tavis morbror og Steadholder på stedet hvor Tavi bor. Han er Earth- og Woodcrafter. Ender som greve i slutningen af den første bog.

Isana: Isana er Tavis moster, dog afsløres der andre ting omkring deres forhold i nogle af de senere bøger. Hun er watercrafter og en stærk healer. Hun bliver Steadholder (som den første kvinde nogensinde) da hendes bror Bernard bliver greve.

Kitai: Kitai er datter af Doroga (en af bipersonerne) og Marat. Hun møder Tavi da han skal vinde sin frihed i den første bog. Efterfølgende er hun en stor hjælp for Tavi når han roder sig ind i problemer.

Gaius Sextus: First Lord når serien starter og personlig sponsor for Tavi da han kommer til akademiet. Er en stærk crafter i alle 6 områder af fury crafting.

Fade (Araris Valerian): Fade er en slave som følger Tavi gennem tykt og tyndt, men det afsløres ret hurtigt at han rent faktisk er en anden og at der ligger mere bag facaden.

Fidelias (Valiar Marcus): Amaras lærermester som cursor og forræder overfor First Lorden. Han viser sig dog at have en skjult dagsorden efterhånden som bøgerne skrider frem.

Antillar Maximus: Tavis bedste ven og beskytter på akademiet. Han er uægte søn af High Lord Antillus Raucous, men er “flygtet” hjemmefra for at undgå at blive slået ihjel.

Lady Invidia Aquitaine: Tavi og hans families største menneskelige fjende. Hun er intelligent og forsår at udnytte systemet til sin fordel.

Der er mange bipersoner med i bøgerne, blandt andet Kitais far Doroga og den Canimske Ambassadør Varg som begge har indflydelse på Tavis opvækst og beslutninger. Jeg har med vilje ikke nævnt flere da det vil fylde for meget i et allerede langt indlæg.

Min opfattelse af Codex Alera
Jeg begyndte at læse Codex Alera serien i januar, kun afbrudt af min forrige anmeldelse og blev færdige her i slutningen februar.

Serien er det første jeg læser af Jim Butcher, men har undervejs fundet ud af, at han er mere kendt for at skrive Dresden Files serien, så den er røget på listen over bøger der skal læses i fremtiden. Jeg synes at samtlige 6 bøger i Codex Alera serien er godt skrevet når man tænker på at den bygger på en forsvunden romersk legion og pokémon. Han forstår at bringe de forskellige personer til live i min fantasi, og det er, efter min mening, enormt vigtigt når man læser bøger.

Tavi starter serien med at rende rundt og primært være fårehyrde. Hans største håb er, at hans morbror vil give ham dyr så han kan starte sin egen besætning. Men som bekendt går det ikke helt efter planen. Det er bekvemt at det er her plottet begynder, da Amara ankommer med viden om en sammensværgelse mod First Lorden. Efter en belejring fra Maraterne, ender han på akademiet for cursorer. Her løber han igen ind i en vis Marat, som advarer ham om den forestående Vord trussel. Da Vord forsøger at dræbe First Lorden er det er op til Tavi at stoppe dem.

Dette angreb fører i længden til, at Canimerne landsætter en stor hær på vestkysten samtidig med at en High Lord gør oprør. Dette oprør og krigen mod Canim raser gennem to af bøgerne, og samtidig forsøger Bernard at gøre opmærksom på den trussel Vord udgør. Undervejs gennem de første 4 bøger bliver Tavi mere mand en dreng, hvilket hjælper ham enormt gennem bog fem og seks.

For ikke at komme med flere spoilers end der allerede er afsløret, vil jeg blot nævne at der er masser af episke slag, en del politiske slag og så lige en hel by der ødelægges med en vulkan. Ved udgangen af bog nummer fire var jeg stadig ikke helt sikker på, hvordan Tavi ville klare den og hvem af de forskellige personer der måtte lade livet. Den grumme håbløshed syntes et passende sted at afslutte på, da det har være tonen i hele serien siden Maraterne dukkede op i bog et.

Mine tanker om verdenen som Codex Alera foregår i
Selve verdenen Carna hører man ikke så meget om, man hører primært om Alera da det meste af handlingen foregår her. Det er et meget detaljeret land, men der er stadigvæk en masse ting som er overladt til læseren selv at udfylde i deres egen formodning omkring landet. Plotformlen i Codex Alera ser ud til at gentage sig selv fra bog til bog, hvilket gør det en anelse forudsigligt visse steder. Slutningen af Codex Alera har en meget Ringenes Herre vibe over sig. Den er fantastisk hvis du kan lide Ringenes Herre. Personerne var satte næsten fra starten og det er ikke altid en god ting. Nogle gange kan en lille forskel være mere forfriskende end blot at indføre en anden badass. Derfor synes jeg, at det man lærer om de forskellige racer var en meget interessante del af Codex Alera serien. En af ​​de mange ting som gør den del rigtig god, er at de alle har angrebet Alera men alligevel har forskellige former for ædle intentioner. Det vil sige alle lige med undtagese af Vord.

Jeg tror, ​​efter at have læst så meget fantasy så hurtigt, at jeg ikke kan sige mig helt fri fra at have lidt kynisk syn på serien. Så vidt fjender angår, er Vord enestående og selvom fury crafting var inspireret af noget andet formået Jim Butcher at gøre det interessant for læseren. I sidste ende synes jeg, at Codex Alera passer ind den slags dystre fantasi, der generelt ikke må vare længere end en trilogi. Jeg vil sige, at Alera er en farlig verden, og at efter et stykke tid har konstante trusler gjort dig følelsesløs når forfatteren ønsker at bruge spænding og død effektivt.

Hvis fortællingen ikke var så godt skrevet som den er, var jeg nok ikke nået igennem alle 6 bøger. Alt i alt er det en serie jeg godt kan anbefale, hvis man leder efter noget der minder om Ringenes Herre med hensyn til store slag, og en fjende der er næsten umulig at slå ihjel.

Alle 6 bøger er udgivet på forlaget Ace Books som er en del af Berkley Book som igen er en del af Penguin Group.

Furies of Calderon er udgivet i 2004 og er på 440 sider.
Academ’s Fury er udgivet i 2005 og er på 480 sider.
Cursor’s Fury er udgivet i 2006 og er på 448 sider.
Captain’s Fury er udgivet i 2007 og er på 464 sider.
Princep’s Fury er udgivet i 2008 og er på 464 sider.
First Lord’s Fury er udgivet i 2009 og er på 480 sider.

Bøgerne kan købes hos diverse boghandlere eller lånes på biblioteket.

Kaosidyl giver bøgerne:
rating5

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *